Da en af vores dygtige lærere har fået job på en specialskole, har vi en ledig fuldtidsstilling den 1. oktober eller snarest muligt derefter.
Du kan være den vi søger, hvis du har:
- Linjefagsuddannelse i håndværk/design og gerne andre praktiske fag
- Brændende engagement for tværfaglighed og projekter, hvor elever kan "røre og gøre’"
- Generel interesse i skoleudvikling samt evnen til at tænke utraditionelt og visionært.
Du har desuden:
- Stærke relationskompetencer og samarbejdsevner
- En tilgang til kerneopgaven, hvor elevernes læring og trivsel er et fælles ansvar.
Du bliver en del af et nyt PLC-team på seks personer, som er stærkt optaget af at udvikle vores pædagogiske læringscenter og kollegavejledningen på skolen. Teamet råder over en bred vifte af kompetencer, som de har til opgave at bringe i spil sammen med deres kolleger for at understøtte varieret og differentieret undervisning på de forskellige årgange. Et formål der også kommer til udtryk i skolens vision: Én skole – mange veje til læring.
Du er ikke nødvendigvis uddannet læringsvejleder, men du forstår at sparre med kolleger og ledelse om udvikling af undervisningen, og du har gåpåmodet til at stille spørgsmål og byde dig til som en ressource, der kan igangsætte forandring.
Du bliver også en del af et årgangsteam i et skema, der især består af håndværk/design på 5.og 6. årgang. Idræt, natur/teknologi, billedkunst og matematik kan på sigt også blive aktuelle fag.
Om os
Gerbrandskolen er en velfungerende, 5-sporet basisskole med knap 800 dejlige elever fra 0.-6. klasse.
Gerbrandskolen er også en del af 4skolesamarbejdet, hvilket betyder, at vores elever fortsætter i udskolingen på Højdevangens Skole. Samarbejdet med Højdevangens Skole og de to andre basisskoler, Dyvekeskolen og Sundbyøster Skole, er tæt og under stadig udvikling. Vi arbejder ud fra en fælles læsehandleplan og har for nylig indledt arbejdet med en fælles IT- og medialiseringsstrategi.
Gerbrandskolen ligger centralt placeret ved Sundbyvester Plads med god offentlig transport. Skolen er inden for de sidste år blevet renoveret og udbygget og fremstår med indbydende lokaler og gode udearealer. Skolens placering tæt på by, strand og fælled åbner desuden op for en bred vifte af aktiviteter uden for klasseværelset.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål vedrørende skolen og stillingen, eller har du lyst til at besøge os før du søger, kan du kontakte skoleleder Jesper Larsen på 2689 1616 eller leder for mellemtrinnet/PLC Marie Beklar på 2185 0481.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning,
Søg stillingen via nedenstående link senest tirsdag den 12. september 2017.